Kabale (Solitaire) — et af de mest kendte kortspil for én spiller, der kombinerer enkle regler med en dyb logisk struktur. Gennem århundrederne har spillet bevæget sig fra at være en aristokratisk fritidsbeskæftigelse til et digitalt tidsfordriv og er blevet en del af hverdagskulturen i mange lande. I modsætning til de fleste kortspil er Kabale beregnet til individuel leg, hvor opmærksomhed, konsekvens og evnen til at tænke flere træk frem er afgørende. Dets popularitet hænger i høj grad sammen med spillets universalitet: ét kortspil er nok til at få en aktivitet, der både er rolig og intellektuelt udfordrende.
En særlig plads i Kabalens historie indtages af Klondike — en variant, der med tiden er blevet nærmest synonym med hele spillet. Netop denne version opnåede størst udbredelse takket være en vellykket kombination af logik og tilfældighed samt den brede digitale spredning. Kabale har fået en fast plads i kulturen: fra victorianske saloner til standardprogrammer i styresystemer. Det opfattes ikke blot som et spil, men som en organiseret form for afslapning — en måde at skifte fokus, koncentrere sig og trække sig væk fra den ydre uro.
Kabalens historie
Oprindelse og tidlige år
De præcise oprindelser af Kabale er uklare, men forskere er enige om, at kortspil baseret på opstillinger — forløberne for Kabale — dukkede op i Europa i slutningen af det 18. århundrede. Det mest sandsynlige sted for oprindelsen anses for at være Nordeuropa og Centraleuropa, især Skandinavien, Frankrig og Tyskland. Interessant nok findes der i nogle sprog spor af den tidlige mystiske opfattelse af Kabale. I de skandinaviske lande fik spillet navnet Kabale — lånt fra fransk Cabale, et ord forbundet med hemmeligheder, sammensværgelser og mystiske praksisser. I en tid, hvor Kabale ofte blev opfattet som en form for spådom, var et sådant navn meget passende. Faktisk blev Kabale i slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede set ikke kun som underholdning, men også som en slags orakel: hvis opstillingen «gik op» (altså at alle kort lå i den rigtige rækkefølge), ville det ønskede ønske gå i opfyldelse.
De første dokumenterede omtaler af Kabale stammer fra 1780’erne: i den tyske spilleantologi Das neue Königliche L’Hombre-Spiel (1783) findes beskrivelser af kortopstillinger under navnene Patience og Cabale. Ifølge spilhistorikeren David Parlett fandtes der i begyndelsen en variant af Kabale for to deltagere — hver lagde sin kombination og konkurrerede i hurtighed. Men en langt større popularitet fik hurtigt solovarianten, som var mere rolig og fokuseret.
Udbredelse i Europa
I slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede begyndte Kabaler at vinde indpas ved hoffet og i salonerne. I Frankrig under Ludvig XV blev kortopstillinger et yndet tidsfordriv blandt adelen. Kort efter spredte interessen for Kabaler sig også til England: den første brug af ordet Patience på engelsk blev registreret i 1801, og i 1820’erne var spillet allerede velkendt i det britiske samfund. Det bevidnes blandt andet af et brev fra Harriet Leveson-Gower, grevinde af Granville, dateret 1822.
Omtrent på samme tid dukkede de første litterære omtaler af Kabale op i Rusland. Allerede i 1826 blev der i Moskva udgivet en bog med den karakteristiske titel: «Samling af kortopstillinger kendt under navnet store kabaler, flittigt dedikeret til alle travle mennesker». Dette viser, at spillet mindst siden begyndelsen af 1820’erne var kendt blandt den russiske adel.
Efterhånden mistede Kabale sin rent spådomsmæssige karakter og blev til et logisk spil, tilgængeligt for en bred kreds af kortelskere.
Victoriatiden og de første samlinger
Den egentlige blomstringstid for Kabale faldt i midten og anden halvdel af det 19. århundrede. I denne periode udkom der i Europa og USA adskillige samlinger med beskrivelser af kortopstillinger. En af de tidlige og markante udgivelser, som påvirkede udbredelsen af Kabale, var bogen af den britiske aristokrat lady Adelaide Cadogan. Hendes Illustrated Games of Patience («Illustrerede kabalespil») blev første gang udgivet omkring 1870 og indeholdt 25 typer Kabale. Bogen fik stor succes og blev genudgivet mange gange — i England blev navnet Cadogan endda et synonym for enhver kabalesamling.
Efter lady Cadogan fulgte andre forfattere: den amerikanske Ednah Cheney udgav sin bog om Kabaler kort efter 1870’erne, og i 1890’erne–1900’erne kom omfattende samlinger fra Mary Elizabeth Whitmore Jones, E. D’Orse og andre, som dokumenterede hundredvis af forskellige opstillinger. I det victorianske England blev Kabale et moderne tidsfordriv, især for kvinder — den langsomme kortgåde passede godt til tidens ånd.
I denne epoke opstod nye varianter af Kabale, og mange klassiske opstillinger fik navne, der henviste til kendte historiske personer og begivenheder. Således er der en udbredt legende om, at Napoleon Bonaparte under sit eksil på øen Saint Helena fordrevede tiden med Kabale. Til hans ære opstod populære opstillinger som Napoleon at St. Helena og Napoleon’s Square — selvom der er få historiske beviser for dette. Ikke desto mindre viser selve det, at sådanne navne fandtes, hvilken plads Kabale indtog i det 19. århundredes kulturliv.
Fremkomsten af Klondike
I slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede kom en variant frem, der siden skulle blive verdens mest berømte Kabale — spillet Klondike. Oprindelsen af denne opstilling er omgærdet af en vis mystik. Navnet henviser klart til Klondike-regionen i det nordvestlige Canada, berømt for guldrusen i 1896–1899. Ifølge en version var det netop guldgraverne under guldrusen, der fandt på at lægge Kabale for at fordrive de lange polarnætter i venten på heldet. Det siges, at guldgravere altid havde et kortspil ved hånden og, mens de vogtede deres udgravede guld om natten, lagde Kabale for ikke at falde i søvn. Denne romantiserede version slog rod i den kulturelle folklore. For eksempel beskriver forfatteren Jack London i en af sine fortællinger fra Nordlandet, hvordan Klondike-guldgravere fordreve aftenerne med Kabale: «Shorty, sunket i dyb fortvivlelse, lagde Kabale». Men der findes ingen direkte dokumenterede beviser, der knytter spillets fremkomst til Klondike.
Forskere bemærker blot, at de første offentliggjorte regler for denne opstilling stammer fra begyndelsen af det 20. århundrede. I udgaven Hoyle’s Games fra 1907 nævnes et spil under navnet Seven-Card Klondike — i realiteten den klassiske Klondike Kabale, hvor 7 kolonner lægges med stigende antal kort. Interessant nok optrådte der i samme bog fra 1907 også en anden, mere kompleks kortvariant med indslag af hasard under navnet Klondike — i praksis det spil, der i dag er kendt som Canfield. Forvirringen omkring navnene fortsatte i flere år, indtil den moderne terminologi til sidst blev fastlagt.
I amerikanske spilleregler fra 1913 var begreberne allerede klart adskilt: Klondike var netop Kabalen med syv kolonner og flytning af kort i faldende rækkefølge med skiftende farver, mens navnet Canfield blev knyttet til et separat spil baseret på den hasardprægede variant. Men hvorfra kom navnet Canfield? Her er også en bemærkelsesværdig historie: Richard Albert Canfield, en kendt spillehusejer i USA, skal have tilbudt sine kunder en hasardkabale, hvor man for 50 dollars kunne købe et spil kort og modtage 5 dollars for hver fuldført kulør — dette spil fik så navnet Canfield.
Senere kaldte man i England fejlagtigt selve Klondike for Canfield, hvilket skabte forvirring. Men med tiden stabiliserede terminologien sig i begge lande: Klondike — den klassiske Kabale, kendt som Solitaire i USA og Patience i Storbritannien, mens Canfield blev et andet, mere udfordrende spil.
Udbredelse og udvikling
I første halvdel af det 20. århundrede fik Klondike Kabale stor udbredelse — både gennem trykte samlinger og takket være en stabil mundtlig tradition. Spillet krævede intet andet end et spil kort og slog derfor rod overalt — fra Nordamerika til Rusland. I den russiske tradition fik Klondike navnet «Косынка» — ifølge fortællingen på grund af den skematiske lighed mellem kortopstillingen og trekantsformen af et tørklæde. Navnet blev sandsynligvis udbredt i første halvdel af det 20. århundrede, hvor det originale ord var mindre forståeligt, og spillet allerede var kendt gennem oversat litteratur (der findes endda meninger om, at Jack Londons fortællinger spillede en rolle i bekendtskabet mellem russisktalende læsere og Klondike Kabale).
Reglerne for Klondike blev overleveret fra generation til generation og ændrede sig næsten ikke: udlægning af 28 kort i 7 kolonner, målet — at samle alle kulører i stigende rækkefølge på 4 grundbunker, mens kort på bordet flyttes i faldende rækkefølge med skiftende farver. Variationerne angik kun detaljer — f.eks. om man måtte gå igennem bunken flere gange, trække ét kort ad gangen eller tre osv. I øvrigt ansås trekortstrækket oprindeligt for at være den klassiske variant (mere krævende og anset som sværere), men i nogle regler fra det 20. århundrede kom også den lettere variant med ét kort, der øgede chancen for succes.
Udsmykning og format ændrede sig også med tiden på det kunstneriske plan. I victorianske kabbalesæt kunne man finde særligt reducerede kort eller elegante stativer til udlægning, og i midten af det 20. århundrede fandtes der endda et særligt bræt til Kabaler (Chastleton Patience Board, opfundet af Mary Whitmore Jones selv), der gjorde det muligt at spille i hånden eller på farten. Men den masseudbredelse, som Kabale oplevede, skyldtes dens enkelhed — til spillet behøvede man hverken særlige redskaber eller dyre komponenter. Millioner af mennesker i forskellige lande lagde Klondike Kabale — derhjemme, på rejser, i fritiden — og med tiden blev det en del af hverdagen.
Den digitale tidsalder
Den egentlige verdensomspændende bølge af popularitet for Klondike Kabale kom med computerens indtog. I 1980’erne, da personlige computere og grafiske grænseflader blev populære, rettede udviklere opmærksomheden mod klassiske kortspil, der kunne implementeres på skærmen. Et af de første computerspil med Kabale var et program til 8-bit Atari (udgivet i 1981) under det enkle navn Solitaire, der netop implementerede Klondike. I 1984 udgav Michael A. Casteel en Klondike-version til Apple Macintosh. Spillet blev distribueret som shareware og jævnligt opdateret.
Men det afgørende vendepunkt blev Microsofts beslutning om at inkludere Kabale i standardpakken af Windows. I 1988 udviklede Microsoft-intern Wes Cherry en elektronisk version af Klondike under sin praktik — oprindeligt som øvelse og som et middel til at vænne brugere til computermusen. På det tidspunkt var drag-and-drop-konceptet nyt, og spillet viste sig at være en fremragende træning i denne færdighed. Kortdesignets opdatering blev betroet Susan Kare (skaberen af mange Macintosh- og Windows-ikoner). I 1990 debuterede Kabale under navnet Solitaire i Windows 3.0 — og fra det øjeblik begyndte Klondikes triumftog rundt om i verden. Spillet blev straks populært: ifølge Microsoft blev det efter nogle år den mest anvendte Windows-applikation — foran selv tekstbehandlere.
Millioner af kontorarbejdere over hele verden brugte timer på at lægge virtuelle kort under dække af arbejde. Med tiden skabte det endda bekymring hos ledelsen: kendt er sagen fra 2006, hvor New Yorks borgmester Michael Bloomberg fyrede en medarbejder, han havde taget i at spille Kabale på sin arbejdscomputer.
Oprindeligt var idéen den modsatte — at øge effektiviteten ved at lære brugen af musen, men resultatet blev et ironisk paradoks. På trods af dette voksede Kabalens popularitet kun. Den digitale Kabale kom med i alle senere versioner af Windows (3.1, 95, 98, 2000 osv.) og blev nærmest operativsystemets kendetegn. Da Microsoft i 2012 forsøgte at fjerne den indbyggede Kabale fra Windows 8, udløste det så stort et ramaskrig blandt brugerne, at spillet hurtigt blev bragt tilbage. I 2015, i anledning af spillets 25-års jubilæum, organiserede Microsoft endda en verdensomspændende turnering i Kabale blandt Windows-brugere.
I dag har den digitale Kabale slået adskillige rekorder. Solitaire (nu en del af Microsoft Solitaire Collection) havde til sit 30-års jubilæum mere end 35 millioner månedlige spillere på verdensplan, tilgængeligt på 65 sprog i over 200 lande. Ifølge statistikker fra 2020 blev der dagligt lagt over 100 millioner spil — et kolossalt tal, der afspejler den folkelige kærlighed til spillet. I 2019 blev Microsoft Solitaire optaget i World Video Game Hall of Fame som et af de vigtigste computerspil i historien. Således udviklede Kabale, født som en rolig kortunderholdning for flere århundreder siden, sig til et globalt digitalt fænomen, som stadig er aktuelt i det nye årtusinde.
Interessante fakta om Kabale
- Rekorder og matematiske paradokser. Ikke hver opstilling i Klondike kan fuldføres succesfuldt — i modsætning til gåder som FreeCell, hvor næsten alle spil kan løses, spiller tilfældighed her en væsentlig rolle. Matematikere har beregnet, at kun omkring 80 % af uddelingerne i teorien er vindbare (hvis man kender placeringen af alle kort og uden begrænsninger på træk). Den reelle vindprocent ved spil efter standardregler er endnu lavere — erfarne spillere vinder omkring 30–50 % af partierne, selv med strategi og fortryd-knappen. Kabale lever således op til sit navn «tålmodighed»: selv perfekt spil kan nogle gange ikke føre til sejr, og man må blot acceptere nederlaget og prøve igen.
- Kabale som kontorfænomen. Med den digitale version fik spillet det tvivlsomme ry som «arbejdstidens dræber». I 1990’erne blev Kabale på arbejdscomputere så udbredt en distraktion, at det spøgefuldt blev kaldt Office Solitaire.
- Det hurtigste spil Kabale i historien. Den 2. august 1991 satte briten Stephen Twigge Guinness-rekord ved at fuldføre et spil Kabale i traditionelt format på kun 10 sekunder. Rekorden blev sat med et standardspil kort og klassiske regler. Denne præstation er officielt anerkendt af Guinness World Records som det hurtigste Kabale-spil, der nogensinde er spillet manuelt, og har stået i over tredive år. Resultatet understreger ikke blot spillets popularitet, men også muligheden for at demonstrere fart, fingerfærdighed og enestående koordination.
- Kabalens matematiske fænomen. Hvert spil Kabale er næsten med sikkerhed unikt — chancen for at se to identiske opstillinger er så lille, at den praktisk talt ikke eksisterer. I et standardspil med 52 kort er antallet af mulige kombinationer tæt på et 1-tal efterfulgt af 67 nuller. Selv hvis alle Jordens 8 milliarder indbyggere lagde et nyt spil hvert sekund siden tidens begyndelse, ville det ikke være nok til at gennemgå blot en ubetydelig del af alle mulige varianter. Til sammenligning er universets alder omkring 13,8 milliarder år, eller cirka 435 billioner sekunder.
Kabalens historie er historien om et spil, der har formået at bevare sin aktualitet, idet det har bevæget sig fra manuelle opstillinger til personlige computerskærme. Klondike kombinerer enkle regler med uendelig variation af situationer, der kræver spillerens fleksible tankegang, hukommelse og selvfølgelig tålmodighed. Det indtager en særlig plads mellem logiske gåder og hasardspil, samtidig med at det er tilgængeligt for alle aldre og generationer.
I en kulturel kontekst er Kabale ikke blot en underholdning: det er en form for meditation, tid alene med sig selv. Det er ikke tilfældigt, at billeder af personer, der lægger kort, optræder både i litteraturen og i filmen — spillet er blevet en metafor for livsbeslutninger, som enhver må træffe alene. Logisk set udvikler Kabale planlægnings- og kombinationsevner, der ligner dem i skak eller puslespil, men i en roligere og mere afdæmpet form. I 2019 blev Kabale optaget i Video Game Hall of Fame, side om side med ikoniske arkader og skydespil. Denne officielle anerkendelse understreger, at på trods af overfloden af moderne underholdning forbliver det gamle kortspil en levende klassiker.
Før man begynder, er det værd at sætte sig ind i reglerne — ikke af formalitet, men for at se, hvordan der bag de enkle træk skjuler sig et velordnet system. Kabale kræver ikke hastværk: det bygges skridt for skridt, og hvert træk får sin mening. Det er ikke et spil om fart, men om opmærksomhed, tålmodighed og beregning. Det er netop denne indre koncentration, der gør Kabale særlig — og forklarer, hvorfor det forbliver aktuelt efter århundreder.