Nogle gange er en enkel idé stærkere end dusinvis af komplekse koncepter — sådan opstod spillet Simon i 1970’erne og satte et markant præg på den elektroniske underholdnings historie. Fire farverige knapper, lyssignaler og lyde, der mindede om toner — alt dette blev til et simpelt, men overraskende fængende hukommelsesspil. Bag denne minimalisme gemte sig en sofistikeret ingeniøride, født i krydsfeltet mellem videospil, lydeksperimenter og ønsket om at skabe noget virkelig nyt.
Spillets historie
Idéen til Simon opstod hos Ralph Baer og Howard Morrison — ingeniører, der var tæt involveret i udviklingen af de første videospil. Baer var allerede kendt som “videospillenes fader” takket være hans skabelse af Magnavox Odyssey — den første hjemmevideospilkonsol. Inspirationen til Simon kom fra Ataris arkadespil Touch Me, hvor spilleren skulle huske lyd- og lyssignaler.
Men ifølge Baer var Touch Me klodset og uheldigt designet. Han og Morrison besluttede at forfine konceptet: forbedre lydene, gøre styringen mere intuitiv og designet mere tiltalende. Sammen med programmøren Lenny Cope skabte de en enhed, der kunne afspille lys- og lydsekvenser, som spilleren skulle gentage. I 1978 blev deres spil udgivet af firmaet Milton Bradley — en af de største producenter af bræt- og elektroniske spil i USA.
Simon blev straks en succes. I 1978 blev spillet præsenteret på den internationale messe for forbrugerelektronik i Chicago og tiltrak øjeblikkeligt opmærksomhed. Demonstrationen vakte stor interesse blandt journalister, detailhandlere og besøgende, hvilket hurtigt bragte nyheden ud i butikkerne.
Enheden med fire knapper — grøn, rød, blå og gul — udsendte rene musikalske toner i en bestemt rækkefølge. Spilleren skulle gentage rækkefølgen, som blev længere for hver runde. Kombinationen af lys og lyd skabte en dragende effekt og gav lyst til at forbedre sin præstation.
Simon blev hurtigt populær i USA og internationalt. Allerede i begyndelsen af 1980’erne blev det udgivet i bl.a. Storbritannien, Canada og Tyskland, og mærket udviklede sig videre: der kom versioner som Simon 2, Pocket Simon, Simon Stix og senere elektroniske genudgivelser og mobilapps. Hver ny version søgte at bevare originalens ånd, samtidig med at der blev tilføjet nye tilstande, kompakt design eller visuelle effekter. Simon blev ikke bare et legetøj, men et ikon for sin tid — et eksempel på, hvordan et enkelt koncept kan opnå kultstatus.
Interessante fakta
- Hver af de fire knapper på Simon havde en unik lyd baseret på musikalske toner — C, E, G og H — hvilket gjorde spillet ikke kun visuelt iøjnefaldende, men også let genkendeligt via lyd og tilføjede et element af rytme og melodi.
- Spillets oprindelige design var inspireret af en tromme: den runde form med fire segmenter forstærkede forbindelsen mellem lyd og handling.
- Den første produktion af Simon blev solgt til $24,95 — med nutidens inflation svarer det til omkring $120 — og selv med den pris blev spillet så efterspurgt, at det hurtigt blev udsolgt fra butikkernes hylder.
- Simon blev også brugt uden for underholdningsverdenen: det blev anvendt i forskellige kognitive studier, bl.a. til at undersøge korttidshukommelse og koncentrationsevne, takket være spillets klare og gradvist stigende sværhedsgrad.
- Navnet Simon henviser til børnelegen “Simon says”, hvor deltagerne kun må følge de kommandoer, der begynder med ordene “Simon siger” — en reference, der understreger spillets kerne: opmærksom iagttagelse og præcis udførelse.
- I 1999 blev Simon optaget i USA’s National Toy Hall of Fame som en af de mest betydningsfulde og indflydelsesrige opfindelser i underholdningsindustriens historie.
Simon var et af de første spil, der med succes kombinerede lyd, lys og hukommelse, og det banede vejen for en ny genre af interaktive legetøj. Spillet inspirerede mange efterligninger og piratkopier og påvirkede dusinvis af spiludviklere. I dag anses det som en klassiker, og de originale versioner fra 1978 er blevet samlerobjekter.